Læs denne email i din browser? klik her

Nyhedsbrev December 2017

 

Kære Venner!

Endnu et år på Villa Fjordhøj er ved at rinde ud og et nyt er lige om hjørnet. Lidt status og lidt refleksion er en dejlig måde at lægge året bag sig, og tage ved lære og se frem mod det nye år.

Efter 3 år ved styrepinden, med en masse knokkelarbejde, spekulationer, men også sejre og glæder, er der godt gang i alle kroge på Villa Fjordhøj. Stedet blomstrer af glade gæster. Gamle som nye gæster finder vejen til Skælskør som kurgæster, der ønsker fred og forkælelse og måske en af vores behandlinger. Eller de kommer som kursister, der tilfældigvis lærer Villa Fjordhøj at kende som deltagere på et yoga retreat eller som kursist i den mere traditionelle form, og kommer til at holde af stedets sjæl og varme. Og så er der dem, som tilfældigvis lige mangler et sted at sove og oplever, at sådan kan et hotel også se ud. Det er en fornøjelse, at mærke den begejstring, der er for stedet, for vores økologiske hjemmelavede mad, og ikke mindst for personalet, som altid er venlige og imødekommende.

Dette gør mit lille hjerte glad.

Og du møder stadig lune smil fra Ruth, Karina og Sebastian i køkkenet, fra Lena, når der gøres rent og fra Niels i haven.

Flere gæster kræver dog flere hænder, så vi har fået et par nye ansigter i køkkenet, til at forkæle gæsterne med den skønneste mad. Christina er blevet fuldtidsansat og er med sit smittende humør, sin kreativitet og imødekommenhed en gave for Villa Fjordhøj.

Diana vil også være multikunstner i køkkenet i det kommende år, når hun afløser det faste personale. Hun er en kapacitet for stedet, og er på sin egen charmerende måde klar til at byde dig velkommen på Villaen.

Ina's lille hus fik vi færdigindrettet i 2017 og kan nu bookes som kurophold eller som overnatning med morgenmad for 1 eller 2 personer. Det er lidt dyrere end de øvrige værelser, men det er jo også noget helt specielt at bo på første parket til vandet.

Ud over at servicere vores gæster forsøgte vi også at være en del af byens aktiviteter. Vi lavede en aften med ”stegt flæsk og persillesovs” St. Bededags aften, hvor vi efterfølgende kørte ud til Borreby i museumsbussen til varme hveder og underholdning.

Vi deltog i ”drengerøvsaftenen” med et madtelt. Vi fejrede Skt. Hans aften på Villaen med en 3retters menu med bål og det hele. Der var åbent hus arrangement d. 21. December, hvor alle der havde mulighed for at kigge forbi til lidt hygge og hjemmebag. Alt sammen noget vi fortsætter med i 2018.

Sæsonen for vinterbadningen er i gang og frem til ca. 1 april er der sauna og vinterbadning med efterfølgende brunch hver anden søndag. Det er altid en succes uanset om vi er mange eller få, og gæsterne er vilde med det. Så dette er helt sikkert en af de traditioner, vi vil fortsætte med.

Vi har fået nye skønne naboer, som har fået lov til at fælde lidt af de gamle og meget høje, vilde taks, som stod lige foran deres vinduer. De har opført en mur rundt om deres grund, så vi stadig næsten er uforstyrrede.

Dette har givet os mulighed for at lave ny beplantning og få lavet en skøn solbeskinnet krog i haven, måske noget med nogle borde og bænke. Det er et projekt, vi skal i gang med i det nye år. Dog mangler vi ressourcer hertil og muligvis også nogle ekstra hænder. Så har du nogle planter, du kan undvære, eller som alligevel er blevet for store og skal væk, så er vi gerne aftagere af dem. Det samme gælder hvis dine gamle havemøbler har brug for et andet sted at være, så mangler vi også dette i stor stil.


Så alt er ved det gamle, og alligevel sker der hele tiden nye ting. Vi forsøger at forbedre og renovere rundt omkring med de midler vi har, og stille og roligt kan det ses. Så jeg er fortrøstningsfuld, selvom der er lang vej endnu.

Som venner af Villa Fjordhøj har jeg brug for jeres hjælp!

For på trods af god vækst med flere og flere glade gæster og udvidelse af medarbejderstaben - så spøger fortiden stadig i økonomien. Selvom indtægter og udgifter harmonerer, så lider stedet under at likviditeten ikke vokser med samme fart. Dette skyldes at den ekstra værdi, der skabes nu, ender med at ryge i ”hullet” fra fortiden. Banken vil ikke hjælpe til trods for at der er stor værdi i stedet.

Dette er meget frustrerende for mig. Det er mit inderligste ønske, at dette løses, så Villa Fjordhøj stadig kan være Danmarks smørhul, hvor sjælen, nærheden, roen og kærligheden er i centrum. Men det kræver en økonomisk indsprøjtning.

Hvordan det kan gøres er endnu ikke fastlagt og det er her I kommer ind i billedet. Om det skal være folkeaktier, så Villa Fjordhøjs Venner kan investere i stedet, eller måske ” En rig onkel”, som gerne vil investere, det ved jeg ikke endnu. Men jeg ved at det er nødvendigt for at både stedet og jeg kan bestå.

Gode bud og tilkendegivelser modtages med kyshånd og jeg vender tilbage i starten af det nye år, når bestyrelsen og jeg har noget konkret.

Afslutningsvis ønsker alle os på Villa Fjordhøj Jer en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Kærligst fra Lis

Facebook

To unsubscribe click here, to edit your subscription click here.

Hotel Villa Fjordhøj | Rådmandsvej 23B | 4230 Skælskør | til: 58 19 14 51